”Det er godt, at borgerne går til myndighederne for at få mere viden om smitten, hvis der er noget, de er usikre på og skal bruge mere viden om. Det er vigtigt, at det ikke information fra mindre troværdige kanaler, der skaber usikkerhed og forvirring i situationen”, siger kommunikationsdirektør Anders Frandsen fra Rigspolitiet.
Myndighedernes fælles hotline på 7020 0233 havde mandag morgen haft over 3000 opkald i det forgangne døgn.
”Det høje antal opkald tyder på, at det var en rigtig beslutning at oprette en myndighedsfælles hotline. Den er bedre i stand til at håndtere et stort antal henvendelser. Personerne, som svarer på spørgsmål via det fælles site, har adgang til information og fakta, så de kan svare på en række spørgsmål. Der vil også være sundhedsfagligt personale til stede i hotlinen, som kan spørges til råds. Derudover kan de, der passer telefonerne, henvise til mere specialiserede myndigheder og anvise telefonnumre,” fortæller Anders Frandsen.
Den fælles hjemmeside har de senste fem dage haft 1,6 mio sidevisninger.
”Men hvis man tror, at man måske er syg, så skal man kontakte egen læge eller ringe til vagtlægen eller akuttelefonen, hvis det uden for åbningstiden”, tilføjer Anders Frandsen.
Søg information om coronavirus/covid-19 i Danmark på den myndighedsfælles hjemmeside www.coronasmitte.dk. Hvis du ikke finder svar på dine spørgsmål på hjemmesiden, kan du ringe til myndighedernes fælles hotline på 7020 0233. |