1. Begræns trængslen og understøt afstand i de kollektive transportmidler
Tag nødvendige initiativer for at sikre, at passagererne ikke er for tæt.
Det bør sikres, at passagerne holder fysisk afstand på stationer, knudepunkter, perroner mv. og ikke sidder ansigt-til-ansigt i transportmidlerne med mindre end 1 meters afstand – fx ved hjælp af klistermærker, plakater, gulvklæb, højttalerudkald, info-skærme og vejledning fra personalet.
Hvor det er muligt, bør der oprettes særlige baner eller på anden måde sørges for adskillelse af forskellige passagerstrømme ved transportknudepunkter – dvs. togstationer, busstoppesteder, offentlige transportknudepunkter i byerne mv.
2. Informer de rejsende mest muligt om hensigtsmæssig adfærd
Kommunikér myndighedernes opfordringer og gode råd til de rejsende via plakater, informationsskærme, vejledning fra personale mv.
Tag nødvendige initiativer til at sikre hensigtsmæssig adfærd på stationer, perroner, centrale busstoppesteder, knudepunkter mv., herunder indretning af opholds- og venterum, så det er muligt at holde den anbefalede afstand.
3. Kontaktløse rejser bør fremmes
Gennemfør flest mulige tiltag, der gør rejsen kontaktløs.
I morgen- og eftermiddagsmyldretiden i de større byer bør busserne så vidt muligt stoppe ved alle stoppesteder og åbne alle døre, for at minimere passagerernes brug af fælles kontaktpunkter som stopknapper mv. I tog, hvor dørene ikke kan åbnes automatisk, bør vejledes om albuebetjent døråbning.
4. Vær særlig opmærksom på rengøring af fælles kontaktflader
Sørg for hyppigt at rengøre passagernes fælles kontaktflader - håndtag, stopknapper mv.
Frekvens af rengøring af fælles kontaktpunkter bør tilpasses aktivitet, således at der sikres hyppig og gentagen rengøring af kontaktpunkter – såsom trykknapper til åbning af døre (såfremt dette ikke kan ske automatisk), trykknapper/skærm på billetautomater, trykknapper ved og i elevatorerne, håndstropper, gelændere, rækværk, eventuelle kundetoiletter mv.
5. Sæt fokus på god hygiejne
Giv ansatte og passagerer adgang til håndsprit, fx på centrale knudepunkter. Gør de ansatte opmærksom på de seneste anbefalinger fra myndighederne, så det sikres, at de ansatte er særligt opmærksomme på god hygiejne og symptomer.
I fjernbusser skal operatøren give passagererne desinficerende vådservietter ved indstigning. I intercitytog skal togoperatørerne sørge for at stille desinficerende vådservietter til rådighed for passagererne.
6. Opsæt plakater der opfordrer syge til ikke at rejse med kollektiv transport
Udbyderne af kollektiv trafik skal opfordre borgerne til at tage hensyn til hinanden.
Der bør kommunikeres klart via plakater, klistermærker, højtalerudkald mv. om at man ikke bør rejse med kollektiv trafik, hvis man har mistanke om, at man er syg eller smittet med corona-virus.
Transport- og Boligministeriets hjemmeside